Bistro Central – Københavner puls og moderne bistro mad

Bistro Central – Københavner puls og moderne bistro mad

17-08-2017

Hvis man ikke kender Bistro Central, så skal man tage at kigge forbi. Lige op ad Københavner institutionen, Café Victor, ligger der en oase af lækker bistro mad med moderne tendenser. Denne fortovsrestaurant sender straks associationer til gaderne i Paris og mennesker, der sidder i solen og nyder et glas vin eller en drink, med en smøg i den ene hånd og én de har kært i den anden hånd – ligesom man ville se det i Paris. Solen skinner og vi kan ikke vente med, at komme ind og se hvad det er for et sted. Vi når ikke engang hele vejen ind i restauranten, før vi ligger mærke til en særlig detalje. Bistro Central har, med deres store vinduespartier, valgt at åbne ud til gaden så man ikke føler sig afskåret fra gaden og bylivet, hvis man sidder indenfor -  Pariserstemningen blev trukket fra gaden og ind i restauranten. Ved modtagelsen af værten møder man synet af en stor sølvskål med champagne og smilene breder sig stille og roligt. Det er frankofilt på den helt rigtige måde. Vi bliver placeret i den øvre del af restauranten, som er hævet et par trin over resten af rummet, hvilket giver en god dynamik i lokalet. Her har vi udsigt lige over til det åbne køkken hvor man kan se, hvordan kokkene arbejder for at levere den bedst mulige oplevelse til gæsten.


"En oase af lækker bistro mad med moderne tendenser"


Klassisk mad med et twist
Tjeneren er hurtigt henne ved vores bord og vi beder om, at få den fulde oplevelse af Bistro Central med alt hvad det indebærer. Som mange moderne restauranter startede vi med et udvalg af snacks, 5 forskellige for at være præcis. Havde vi været en smule ældre havde vi nok valgt at drikke vin eller et glas bobler til, men da intet slår en kold Aperol Spritz på en sommer dag, så det valgte vi at bestille sådan en i stedet. Snacksne var alt lige fra calamari, som man kender det fra Grækenland, til sticky pork ribs, som man ser det i de amerikanske sydstater. Især ribsne var i en klasse for sig. Glem alt om Steff Houlberg og Tulip, de her ribs var i verdensklasse. Kødet faldt nærmest af benet og den sursøde smag var helt fantastisk. En anden snacks, som bestemt også er værd at fremhæve, var deres ceviche. Denne sydamerikanske tradition, hvor man tilbereder rå fisk med syren fra forskellige citrusfrugter og chili, var rigtig godt udført. Fisken var akkompagneret af en mangocreme der fungerede virkelig godt, som modspil til syren som fisken var blevet tilberedt i.







Hovedretten var klar og den skulle komme til at bestå af to forskellige retter: moules frites og en rib-eye med valgfrie sides. En moules frites, som man kender den, er hvidvinsdampede muslinger med pommes frites til, men den moules frites vi fik serveret var asiatisk inspireret med kokosmælk, ingefær og de sædvanelige krydderier man kender fra det asiatiske køkken. Det gjorde virkelig noget godt for retten og det både duftede og smagte virkelig godt. Hvis man har fået moules frites før, så ved man også at de tilhørende pommes frites skal være gode for, at retten lykkedes og det var de – sprøde udenpå og saltet efter alle kunstens regler. For at følge det asiatiske tema var det ikke almindelig mayonnaise, men derimod chili-mayo vi fik til. Det var bestemt forfriskende, at de havde taget, hvad der unægteligt er, en stor klassikker og givet den et twist. Til denne ret bestilte vi en fyldig hvidvin, som ikke overdøvede smagen af skaldyr, som rødvin ville kunne gøre, eller ville være overflødige i forhold til de asiatiske krydderier (Grüner Veltiner 2015, Federspiel Ried Klostersatz Wachau). Den anden hovedret, den famøse rib-eye, sad lige i skabet, som man siger på godt dansk.

Den var perfekt stegt og den var så mør at man kunne tygge den med øjenvipperne. Dertil fik vi hjemmelavet bearnaise som også smagte rigtig dejligt. Showet blev dog stjålet, af de sides vi havde valgt. Vi havde valgt en bønnesalat med sennepsdressing, persille og rødløg samt en broccolisalat med soya, sesam og jordnødder. De var eminente og især broccolisalaten, var noget helt for sig selv. En af de ultimativt mest kedelige grøntsager blev lige pludselig virkelig spændende.


Desserten var meget klassisk, en brownie med saltkaramel og en hasselnødsis. Selvom det er meget klassisk, smagte det virkelig godt og det var rart at se, at det var en rigtig brownie og ikke bare et stykke chokoladekage med lidt is til. Til desserten fik vi en drink, som vi havde set at mange af gæsterne gik rundt med: En Cucumber Cooler. En Cucumber Cooler er en upscale G&T, som smager helt fantastisk. Den består af gin, lime, basilikum, agurk og tonic og den smager bestemt af en til.


Bistro Cetral er det perfekte sted, hvis man vil have god mad til priser der er til at forstå. Hvis du bare vil nyde en drink eller et godt glas vin, så skal man give sig selv muligheden for at sidde ved deres caféborde på fortovet i indre København.

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.