Bonjour Vietnam - 5 stjerner

Bonjour Vietnam - 5 stjerner

04-07-2014

Bonjour Vietnam - Vesterbrogade 44, 1620 København V
Jeg var forbi den vietnamesiske restaurant Bonjour Vietnam en onsdag aften midt i juni med en ledsager. Jeg havde fået anbefalet restauranten af flere og da jeg selv elsker vietnamesisk mad besluttede jeg mig for, at det måtte være stedet, at lægge vejen forbi. Restauranten ligger meget centralt lige ved siden af Det Ny Teater på Vesterbro, kun 10 minutters gang fra Københavns Hovedbanegård.

Der var allerede godt fyldt op da vi kom, og vi var derfor heldige at få et bord indendørs i et hyggeligt hjørne. Bonjour Vietnam er en forholdsvis lille restaurant, men der er alligevel plads til mange mennesker, uden at man føler at man sidder tæt på nabobordet eller er klemt inde. Indretningen er flot og simpel med et vietnamesisk præg i form af flotte vaser, billeder og glaskunstværker på væggen. Der er dog meget dårlig akustik indendørs, så det var lidt støjende, da der også var et stort selskab denne aften. 

Restauranten har et stort menukort med både ala carte, en fast menusammensætning, teatermenu og selskabsmenuer. Vi valgte at dele to forretter og tage en hovedret hver, hvilket også viste sig at være rigeligt mad.

Til forret bestilte vi sprødstegte tigerrejer med vietnamesisk salat og hjemmelavet chilisauce samt stegte vietnamesiske forårsruller med kylling, skovøresvampe, løg, glaskål og glasnudler. Hertil fik man også en lille salat og rejechips. Hver forret kostede 69 kr. og var utroligt lækkert tilberedt, super sprødt og velsmagende, og portionsstørrelserne var perfekte til deling!

Til hovedret valgte jeg en vietnamesisk risnudelsalat med kylling, papaya, lotus, mango, agurk, hvidkål og gulerod i en marinade af vineddikke, fiskesauce, hvidløg, lime, sesamfrø og peanuts, som var intet mindre end fantastisk! Retten var perfekt tilsmagt og indeholdt både sprøde og bløde elementer samt flere grundsmage, som alt i alt gjorde det virkelig smagfuldt! Salaten kostede 129 kr. og da portionerne var meget store, kunne jeg ikke spise op, men fik heldigvis resterne med hjem i en doggybag, for det smagte så godt, at man ikke ville lade noget gå til spilde.
Min ledsager valgte en vietnamesisk nationalret der bestod af en krydret oksekødssuppe med risnudler og skiver af oksefilet der blev serveret med lime, bønnespirer, friske krydderurter samt to saucer til at tilsmage suppen med (en stærk og en sød sauce). Denne ret kostede 129 kr. og var også meget stor og fyldt med smag og friskhed og ledte tankerne hen på det asiatiske streetfood køkken, i og med at man selv tilsmagte suppen med krydderurter og sauce.
Det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger Bonjour Vietnam og jeg vil virkelig anbefale restauranten hvis man er til vietnamesisk mad, eller bare mangler et rigtigt godt spisested før en teaterforestilling.

Efter MenuCard rabat på 25 % slap vi af med 352 kr. hvilket er meget billigt set i forhold til kvaliteten af maden og portionsstørrelserne. Personalet er derudover også utroligt imødekommende, venlige og meget hjælpsomme til at forklare, hvordan man f.eks. tilsmager sin suppe med saucer og urter.

Bonjour Vietnam får derfor 5 ud af 5 stjerner , da pris, kvalitet og service var i top, maden var smagfuld, beliggenheden er central og atmosfæren er nede på jorden – intet at sætte en finger på!

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.