BrewPub – Gedigen gastropub

BrewPub – Gedigen gastropub

25-10-2017

Øl bryggeriet og gastropubben, BrewPub, ligger i en sidegade til Vestergade i indre København. Stedet er præget af en hyggelig atmosfære og bag de store glasruder, under tunellen ved indgangen, kan man se de store kobbertanke, som øllene bliver brygget i. Man bliver hurtigt draget af det store udendørsareal, og havde det været varmere i vejret, ville det være ideelt at spise i gården – det bringer referencer til havefester eller gårdfester, som det nok nærmere ville være i indre by. På vej ind i restauranten skal man ned af en trappe, hvor man på vej ned bliver mødt af diverse adviseringer for de hjemmebryggede øl. Der er korte beskrivelser af smagsprofilen og man fornemmer stoltheden omkring produktet. Træder man ind af døren, bliver man mødt af et stort barområde med mindre caféborde og her bliver det definitivt, at øllene er mindst lige så meget en del af oplevelsen, som den mad de serverer.


”Øllene er lige så meget en del af oplevelsen”


Dejlig mad og mange øl
Inden vi ankom til restauranten, havde vi taget en beslutning om, at vi ville smage så mange af deres øl, som muligt og heldigvis kan man slippe for hovedpinen dagen efter, hvis man bestiller deres ølbræt. Ølbrættet består af fem forskellige øl af 10 cl, så man kan smage lidt af det hele og samtidig komme op på arbejde dagen efter. Men før det hele kom til at handle om øl, skulle der noget mad på bordet. Vi bestilte en treretters menu hver, med en øl-aperitif og en enkelt øl, der ville gå godt til hovedretten og desserten. Aperitiffen var en øl med kirsebær, hvilket var meget anderledes og nok ikke noget, der falder i alles smag. Personligt kunne jeg godt lide det, men hvis man leder efter noget som smager af øl, så skal man nok gå udenom denne aperitif.


Forretten var tre snack anretninger, herunder pimientos del padron, avocadocreme med mozzarella og en ceviche af torsk, hvor man havde brugt øl som syre i stedet for citronsaft eller lignende. Pimientos del padron er en ret, af spanskafstamning, som tit bliver serveret i tapas sammenhæng – det er små grønne peberfrugter, som bliver grillet og bliver saltet. Det er simpelt og smager virkelig godt.





Avocadocremen var virkelige lækker og var godt afbalanceret i forhold til syre og fedme. Ceviche, som normalt er kendt for at indeholde en stor mængde syre og være relativt bitter, var i denne ret slet ikke tilstede. Da restauranten havde benyttet øl til at tilberede den rå fisk, i stedet for en anden syre, var fisken mere sød og det var virkelig delikat, da man nogle gange bliver ramt at et mindre syrechok når man spiser en knap så veludført ceviche. Til cevichen var der en yuzucreme og chips af skorzonerrødder.


Til hovedretten blev aperitiffen skiftet ud med en øl, de kalder Kraftwerk. En dunkel lager, som de har brygget selv og den smagte rigtig godt med en ret kompleks smagsprofil uden at være virkelig sød eller virkelig bitter. Hovedretten var braiseret svinekæber med stegte kartofler, bønner og perleløg. Kødet var utrolig mørt og de søde perleløg skabte en god kontrast til de salte kartofler og det salte kød. Alt i alt en rigtig fin ret, og der var rigeligt af den, med en passende øl til.

Desserten, som skulle runde måltidet af, bestod af to oste fra Arla Unika med sødt og sprødt - en god afrunding med nogle rigtig fine oste.


Efter maden skulle vi smage fem forskellige øl for at få et lille indblik i hvad restauranten havde at byde på i forhold til deres øl bryggeri. Ud af de fem forskellige øl var der i sandhed to, som skilte sig ud fra mange andre øl, vi havde fået før. Den første øl, der skilte sig ud, var en øltype, som lige er blevet godkendt, en India Dark - en mørk IPA, som er en smule mindre bitter end en almindelige IPA – yderst velsmagende, og så er det jo altid interessant at smage noget, som kun lige er blevet godkendt, som en særskilt øltype. Den anden øl, som skilte sig ud, er den hæderskronede porter med navnet Cole Porter, som er kommet på listen over 50 øl du skal smage inden du dør, hvilket virkelig understreger hvor gode BrewPub er til at brygge øl.


Du skal tage på BrewPub for at smage noget fantastisk øl. Der er en uformel stemning og maden er uprætentiøs, men ærlig og velsmagende. Der er masser af variationer af både øl og mad, så man skal ikke være bange for at gå skuffet derfra. Velbekomme!

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.