Le Pagnol - Lidt hverdagsforkælelse

Le Pagnol - Lidt hverdagsforkælelse

17-05-2017

af Anna Krebs Bille
I Danmark går vi ofte med en forventning om at, når vi skal ud og spise, skal der være en særlig anledning og derfor skal restauranten også helst, møde os med en ekstraordinær oplevelse hver gang, som vi kan huske langt ud i fremtiden. Det hele skal være ekstravagant, specielt og anderledes og selvfølgelig følge de nyeste mad-mode trends. Men skal det nu også det hver gang?

Nogle gange må et restaurantbesøg måske godt bare handle om at være sammen med sine nærmeste i nogle nye rammer og behøver ikke være noget, der vælter budgettet.
Nogle gange må et restaurantbesøg måske godt ligge på en ellers helt almindelig kedelig tirsdag, hvor man trænger til lidt ekstra.
Ja, nogle gange må en aften godt bare handle om dig og mig, nærværet og lidt hverdagsforkælelse.


Det var en helt almindelig onsdag og vi havde brug for lidt ekstra tid til hinanden


Le Pagnol er en franskinspireret restaurant, der ligger på Søndre Allé lige overfor Rutebilstationen. Et hjørne man egentlig sjældent lægger mærke til, fordi man måske mest af alt bare koncentrerer sig om at komme hurtigt over krydset og op til gågaden, rådhuspladsen eller Aros og musikhuset.
Men ikke desto mindre ligger restaurant Le Pagnol der og vinker til de forbipasserende, i det smukke, gamle, røde murstenshus på hjørnet af Søndre Allé.

Kvalitetstid og kærlighed
Solen skinnede og jeg havde sat i et rask trav mod restauranten, da jeg som altid var en anelse sent på den.
Hende som jeg skulle mødes med sad og nød den sidste aftensol, på en af restaurantens få udendørspladser langs fortovet og ventede på mig. Det var en helt almindelig onsdag og vi havde brug for lidt ekstra tid til hinanden og havde derfor besluttet at besøge Le Pagnol.

Inde på Le Pagnol fik vi et fint bord i hjørnet ud til vinduet og med udsigt ud til resten af restauranten. Det var et meget lille sted og man sad tæt. Væggene var alle rå pudsede mursten og gulvene en klassisk sildebensparket. Der var masser af grønne planter og restauranten virkede på en og samme tid retro og moderne.
Men mest af alt hyggelig, intim og meget hjemlig. Der var åbent ud til køkkenet og en trappe ned, som vores venlige tjener, fortalte os førte ned til endnu et lokale i samme stil, som restauranten bruger på travle dage og til særlige private arrangementer.

Vi var sultne og besluttede derfor at vælge restaurantens tre-retters menu, med en dertilhørende vinmenu.
Vi startede begge med en hummerbisque, der var elegant tilberedt med hjemmelavede brødkrutoner, creme fraiche og dildolie. Retten var let i smag og konsistens og var dejlig at begynde aftenen med.

Derefter stod hovedretten på kalvefilet til min veninde og perlehønen til mig selv. Til Kalvefileten var der Pommes Anna med en diskret pesto mellem kartoflerne, rodfrugter, chorizo og en cognac sauce.
Perlehønen var glaseret, hvilket gav en dejlig sprød overflade og en lækker sødme til kødet. Hertil fik jeg også Pommes Anna, let sauterede grønsager, pure og en ærtecreme.

Til desster fik vi begge Le Pagnols helt egen version af en Creme bruleé. Creme bruleén var med orangesmag og dertil var der hjemmelavet is, friske bær og en hvidchokolademousse også med orangesmag.

Alle retterne var bundet fint sammen med en vinmenu, der passede rigtig fint til den mad, der blev serveret. Vinmenuen kan stærkt anbefales til gæster, der hellere vil bruge energien på hinanden og helst bare vil give slip og lade andre styre den del af aftenen.

Vores tre-retters menu med et glas vin til hver ret kostede den lille sum af 389,- pr person inkl. vin.

Pengene værd
Besøget hos Le Pagnol var både hyggeligt og dejligt ligetil. Der var god stemning både blandt gæster og personale og det var dejligt at besøge en restaurant, hvor man bare kunne læne sig tilbage og kun koncentrere sig om personen på den anden side af bordet. Le Pagnol kan anbefales til dem, der gerne vil bruge lidt kvalitetstid på hinanden i intime omgivelser.
Fantastisk god mad til prisen, venlige og hjælpsomme tjenere og dejlig stemning. Alt i alt et sted, hvor jeg helt bestemt gerne kom igen.

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.