MASH Frederiksberg

MASH Frederiksberg

29-06-2018

Inden sommeren for alvor stod for døren i Danmark, kunne den anmelderroste bøf-kæde MASH byde deres gæster velkommen ind på deres 11. restaurant i deres nu 9-årige lange historie. Den 1. marts 2018 blev dørene åbnet i hjertet af det hyggelige Frederiksberg, hvis beliggenhed er perfekt i forhold til de mange Frederiksbergborgere, der gerne vil spise godt lokalt – og det i en gammel bankfilial midt på Gammel Kongevej – hvor vinene selvfølgelig bliver opbevaret i den stålsikre bankboks i kælderen. MASH er den hårdkogte fortælling om kød i verdensklasse, et ualmindeligt imponerende vinkort og en atmosfære der forener de to universer i en suveræn helhedsoplevelse, som bare ingen ende vil tage. Foruden den seneste filial befinder MASH sig også i Bredgade, Skovriderkroen, på Tivolihotellet, i Rungsted, i Københavns luftfavn, midt i Aarhus og Odense, Hamborg og Düsseldorf og ikke mindst i det fashionable SoHo-kvarter i London. Med både bøf og vin i tankerne trådte vi spændte ind ad døren på MASH Frederiksberg, hvis facade kendetegnes ved de velkendte røde baldakiner, der pryder den offentlige skue. Her blev vi varmt budt velkommen på en drink i deres marmorbelagte og sølv søjlede cocktailbar, inden vi bevægede os ud på det længe ventede kød-togt. En klassisk Gin & Tonic med den finesserige Tanqueray Gin rørt med lidt frisk agurk – Frank Sinatras foretrukne. MASH Frederiksberg er drevet af restaurantchefen Simon Stilling, som selv har haft hele sin karriere hos MASH. Det begivenhedsrige eventyr startede som deltids runner på MASH Bredgade, ved siden af sit studie som tjener. Herefter gik turen til MASH i London, hvor den dengang unge Simon serverede under åbningen af restauranten. Efterfølgende har Simon været manager på MASH Penthouse, og har sidenhen uddannet sig som sommelier, hvorfor han med sin ekspertise indenfor samtlige af facetterne hos MASH, kan bidrage med både viden og sit fremragende værtsskab.


Selvom MASH konceptet har vist sit værd med sine karismatiske røde båse, så er Frederiksbergafdelingen indretningsmæssigt i en lidt anden og rustik boldgade med både rå vægge og krakelerede fliser. Rummets materialistiske og urbane udtryk er tydelig, og den afslappede atmosfære er værd at mærke. Særligt at bemærke det flotte trægulv, der med sin bløde form skaber en vis dybde i lokalerne, og som desuden tilgodeser de ihærdige tjenere, mens den daglige skridttæller sættes på prøve. Men selvom interiøret er udskiftet, er konceptet og den sæsonbetonede menu helt den samme. Menukortet fokuserer primært på et varierende tilbud af amerikanske kødudskæringer af højeste kvalitet, samt et specifikt udvalgt vinkort med fokus på amerikanske vine. Restauranterne tilbyder dog også kødudskæringer fra Danmark, Uruguay og nogle gange Australien, samt er kæden verdens største importør af det højt eksklusive Wagyukød fra Kobe, Japan. Vinkortet er ligeledes bestående af et varierende udvalg af regioner, druer og forskellige prisklasser. Derudover tilbydes der også diverse fiske-hovedretter som tun steak, dorade og grillet hummer samt de klassiske signaturretter som tuntatar, MASH tatar og linguinen med tigerrejer til at vække appetitten. Fælles for alle hovedretter er, at du kan gå ombord i en byge af saucer og side orders fra sunde salater til akkompagnementer, der nok ikke er at finde blandt sundhedsstyrelsens kostråd.

 

Ønsker man at prøve noget udover det sædvanlige menukort, tilbydes der også en række tavleretter, som udskiftes løbende. Vi valgte naturligvis at starte ud med den klassiske MASH tatar med piquillos, skalotteløg, chili-olie, purløg, salat og sprøde chips. En klassiker man ikke vil undvære. Derudover tigerreger japonaise, der var sauteret med cashewnødder, forårsløg, chili, karry, ingefær og koriander. Hvis man kunne bestille et fad udelukkende af disse, havde vi nok også gjort det. Dertil fik vi serveret en omgang charcuterie bestående af sæsonens lune og kolde specialiteter fra okse, gris og hjort med dijonsennep og cornichoner. En forsmag på hvad kødets-mekka kunne byde på, som efterlod os hungrende efter mere. En skøn appetitvækker, der nemt kan deles ved bordet. Alt sammen i selskab med et dejligt glas Chardonnay, 2015 fra Santa Barbara County, Californien. Et frisk og kølende glas, som man sagtens kunne nyde nogle flere af i sig selv.


Turen var nu nået til aftenens højdepunkt – det, det hele handlede om – kødet. I sit fornemmeste værtsskab fik vi serveret tre forskellige varianter af kød, udskåret af selveste restaurantchefen. Igennem det populære share koncept er det nemlig meningen, at restaurantens gæster skal kunne smage på så meget som muligt, når man besøger MASH Frederiksberg. I takt med udskæringen kunne Simon berige selskabet på bedste vis med sin ekspertise og viden, med opfattelsen af at han kunne prædike om kødet i længere tid, end vi kunne nå at fortære den. Et stykke uruguaysk ribeye på 300 gram, særligt udvalgt af kornfodret Angus-kvæg og 400 gram ribeye fra det amerikanske Greater Omaha, Nebraska. Certificeret og hormonfrit, majsfordret og lige så mørt, saftigt og smagfuldt, som du kan forestille dig. Derudover et stykke ’’Danish Dryaged’’ ribeye på 300 gram, der efter flere ugers krogmodning giver en mindre saftig men utroligt intens smagsoplevelse. Kødet modnes i op til 90 dage, hvilket nedbryder kødets enzymer, som er med til at give den unikke karakter. Dertil et klassisk tilvalg bestående af den velkendte MASH kartoffelmos med bacon og løg, tykke fries, bønner og en blandet tomatsalat som forfriskning. Og naturligvis en omgang Bearnaise og rødvinssauce ved siden. Alt sammen akkompagneret af et glas Cabernet Sauvignon, 2014 fra Silverado Estate, hvis fyldige smag fungerede perfekt til udskæringen. Til vores egen fornøjelse blev flasken stående på bordet, således vi kunne lukke det fantastiske bøf bal af på bedste vis.


Med bøf i øjnene og kød i lange tankestrømme, blev smagsoplevelsen efterfulgt af en tur ned i den gamle bankboks, hvor Simon atter kunne udvise sine taleevner og engagement for det flydende aspekt hos MASH – vinen. Som en skjult skat kunne vi nu se det meterlange vinkort blive præsenteret for øjnene af os. Et imponerende udvalg, som ifølge Simon mindst er ligeså vigtigt, som råvarernes kvalitet i konceptet. Med ny viden i bagagen, kunne vi igen sætte os til rette ved vores bord – i spænding på aftenens afslutning. En fyldig, kraftig og klassisk chokoladekage akkompagneret med en forfriskende mangosorbet og en hvid chokolade panna cotta med rabarber og crumble blev præsenteret for os. Som om det hele ikke kunne blive bedre. En frisk men fyldig afrunding, som yderligere blev rundet af med en Espresso Martini fra den velbesøgte cocktailbar. Her kunne vi sidde og sondre over den skønne aften, og efterhånden som den spisende andel af restaurantens gæster begyndte at tynde ud, kunne vi nu skue op på den livlige bar, som bugnede af velskænkede øl og sprudlende cocktails. Det var vel lørdag. En fremragende gestus af den lokale MASH restaurant på Frederiksberg, som i et fornemt værtsskab sørgede for hele oplevelsen fra start til slut. En aften i absolutte særklasse.

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.