Musling Bistro - En fiskerestaurant med formåen

Musling Bistro - En fiskerestaurant med formåen

23-09-2017

Er man ikke til skaldyr, skal man nok blive det efter et besøg hos Musling Bistro. Det lettere infantile navn passer godt til restaurantens selvforståelse da umiddelbarheden, som man ser hos børn, bliver gengivet i den mad, som bliver serveret. Det er ikke barnligt, men udviser derimod en stor forståelse for hvad råvarerne kan på egen hånd. En minimalistisk smagsprofil, som ikke forvirrer med alt for mange indtryk, men præsenterer råvarernes umiddelbare egenskaber. Med en hyggelig og afslappet indretning tager Musling Bistro imod dig med en invitation til alt godt fra havet og en karismatisk betjening, hvor kokkene er lige så meget en del af oplevelsen, som din tjener. Involveringen fra hele restauranten er slående, når køkkenchefen går rundt til hvert enkelt bord for at vise sin stolthed og sikre, at gæsten får en oplevelse efter hensigten. Musling Bistros subtile selvsikkerhed er enormt behagelig for man ved, at de har styr på det uden at være frembrusende, som man nogle gange ser det hos andre restauranter. Derudover har de verdens bedste brød med smør. Smørret var pisket af fløde, yoghurt og brunede smør med rødbede på toppen. Alene smørret er grund til at tage forbi Musling Bistro.


”Stor forståelse for hvad råvarerne kan på egen hånd”


Det har ikke været en god uge hvis man ikke har fået østers
En god start på en torsdag aften er når tjeneren indbyder til drinks, før han spurgte om vi ville have vand med eller uden brus. Selvfølgelig røg vi lige i fælden, for det var jo torsdag og en enkelt drink har aldrig gjort nogen dårligt. Med en bestilling der lød på to forskellige fik vi serveret friske syrlige drinks, den ene med vodka, brombær og fermenteret hyldeblomst og den anden med tequilaens slægtning mezcal, agave sirup og lime saft. En perfekt start og en god indledning til, at kigge på menukortet og tage aftenens første vigtige beslutning. Som relative novicer i skaldyrsfaget besluttede vi, at spørge vores tjener omkring hans favoritter blandt forretterne. Han udvalgte torsk med syltede stikkelsbær, grønne tomater og en østersemulsion samt lynstegte knivmuslinger med estragon. Torsken var rå og kun let saltet for ikke at overdøve smagen, hvilket var rart da man fik et indtryk af fiskens smag frem for smagen af alt muligt andet. Kombinationen af østersemulsionen, som har en meget dyb smag, og de syltede stikkelsbær og grønne tomater komplimenterede torsken rigtig godt uden at dominere - i alt en rigtig velsmagende og flot ret.







Knivmuslingerne var perfekt tilberedt og havde en dejlig smag af røg og grill. En dejlig snack, som bestemt står i positiv kontrast til diverse friterede fristelser, som mange andre restauranter byder på.


Den store joker og aftenens sværeste beslutning faldt på hvorvidt, der skulle østers på bordet eller ej. Østers er jo en delikatesse for særligt udvalgte da både prisen og smagen ikke er for alle, men da vi var på en fiskerestaurant kunne vi simpelthen ikke dy os. Vi bestilte tre Limfjordøsters, hvilket viste sig at være en rigtig god beslutning. Har man fået østers før er det meget sandsynligt, at man har fået de meget almindelige franske østers, Fine de Claire, som har en ret saltet hav smag. De Limfjordsøsters vi fik, var friske, smagte meget mindre salt og havde efter vores mening en meget bedre smag end de regulære Fine de Claire.


Surf ’n Turf og en blændende dessertvin
Da hovedretten skulle på bordet valgte vi, at teste om Musling Bistro kan lave andet en fisk og skaldyr. Det skulle foregå i vores egen kombination af en surf ’n turf. Vi bestilte helleflynder med en sauce på grønne oliven og mandler. Den anden hovedret var en Cote de Beauf med en smagfuld rødvinssauce. Som tilbehør til de to retter bestilte vi stegte porrer med brunede smør samt pomme frites med tangmayo. Både bøffen og fisken havde masser af smag og var stegt rigtig flot. Tilbehøret var super lækkert og det var rart, at få en tangmayo hvor tangen var gennemtrængende og ikke bare en bismag, man skulle lede efter.

Afslutningsvis skulle desserten selvfølgelig gøre sin entré. Den ene dessert var inspireret af en klassisk Snickers, som kom i form af en chokolademousse, karamelsauce, vaniljeis og selvfølgelig de ristede peanuts. Virkelig velsmagende og helt klart bedre end en almindelig Snickers. Den anden dessert havde et mere nordisk islæt. Den bestod af ristede malt, syltede æbler og vaniljeis. Som sidestykke til de lækre desserter fik vi en dessert vin, der fuldstændig slog bene væk under os. En hvid dessertvin, der udover at være sød også havde syrlige og friske elementer i smagen – en helt igennem fantastisk vin (2015 Coteaux du Layon, Chateau de Passavant).


Musling Bistro er en helt igennem god oplevelse og det er bestemt også et sted, hvor man kan sidde og få en drink eller en kop kaffe efter maden. Der er en hyggelig stemningen og der er rigtig god mad. God fornøjelse!

Copyright © 2016 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.