P Eatery – Gør op med fordommene

P Eatery – Gør op med fordommene

01-12-2017

Hotelrestauranter har et lidt blakket ry, da det ikke altid er gastronomi fra øverste hylde, når man besøger en hotelrestaurant. Hos Hotel Sankt Petri har de gjort op med fordommene og har valgt at gå i en retning, som understøtter høj kvalitet og innovativ madlavning. På restaurant P Eatery, er det ikke hotel buffet, der præger omgivelserne. Derimod præsenterer P Eatery en masse retter, som bliver ærbødigt behandlet af nogle meget dygtige kokke, der bevæger sig i det internationale køkken med inspiration fra de nordiske madtraditioner. Indretningen er også præget af internationale indtryk, men er veldoseret, da den nordiske minimalisme også har sneget sig ind. Det er et meget smukt møde mellem en moderne New Yorker stil og det stilistiske nordiske. I restauranten er der en eksklusiv stemning med store båse, udsigt til Krystalgade og en kæmpestor flot bar, som fremstår i bedste Mad Men stil. Restauranten er ny renoveret og er blevet rykket ind i sit eget særskilte lokale for at fremstå som en selvstændig restaurant, men samtidig som en del af hotellet.


Restauranten kan selvfølgelig benyttes af alle, selvom den er tilknyttet restauranten, og det kyndige og nærværende personale står klar til at tage imod en med det samme. Da jeg besøgte restauranten blev jeg mødt af en sød tjener, der ligesom mange andre tjenere udførte sit job og leverede en god service. Der var dog bare noget ekstra hos P Eatery; tjeneren var enormt nærværende og tog sig tid til at snakke med mig på en måde, så det ikke fremstod påtrængende, men nærmere var en samtale mellem to personer.



En dejlig treretters
En middag på P Eatery kan gå i to retninger, rent gastronomisk. Man kan vælge i mellem den faste, sæsonprægede menu, eller man kan vælge deres influencer menu. Influencer menuen er lavet i samarbejde med en fremstående person. Det kunne være en blogger eller anden form for kendis, som sammen med kokkene kreerer en menu, der afspejler den person, som menuen er bygget op omkring. Det skifter fra måned til måned, og det er en helt ny måde at tænke mad på.





Normalt når man snakker om influencere, er det ofte i marketing henseende, men det er bestemt et interessant aspekt at bruge influencere i forhold til udviklingen af menuer. I tråd med influencer menuen bliver der også udviklet dertilhørende drinks, der komplimenterer maden – et spændende projekt.


Trods den indbydende influencer menu, valgte jeg mellem den mere konsistente menu for at få et bedre indblik i restauranten, og det viste sig ikke at være en skuffelse. Jeg besluttede mig for tre retter, og det hele skulle sparkes i gang med noget så klassisk, som en sildemad. Det var i sandhed en virkelig smuk ret. Den eddikelageret sild var blevet penslet med urteolie, så den havde det flotteste grønne skær, men samtidig kunne man fornemme skællene fra fisken, hvilket gav den meget simple fisk et elegant udtryk.

Til fisken var der syltede rødløg, persillepuré og papirstynde rugbrødsstykker – meget elegant. Det var virkelig velsmagende, og især fisken var vildt lækker. En lidt atypisk fortolkning på en ærkedansk klassiker.


Hovedretten skulle dedikeres til et overset dyr, som mange i gennem tiden er gået væk fra. I takt med at danskerne har fået flere penge mellem hænderne er dyre udskæringer og navne som entrecote efterhånden blevet en del af hverdagen. Derfor er grisen blevet en smule overset og især udskæringer, der er meget fedtholdige. Ikke desto mindre valgte jeg at bestille pork belly med brændt pærepuré, stegt spidskål med bacon crumble og en kålpuré. En simpel ret og en garanteret vinder – nøj, hvor det smagte godt. Kombinationen af det fede, det salte og det søde var helt eminent, og da der stadigvæk var bid i spidskålen, fik man også fornemmelsen af, at man spiste nogle grøntsager. Vildt god ret! Desserten var meget klassisk og i høj grad inspireret af det thailandske køkken. En kokos is med mango coulis samt koriander og ristet kokos. En dejlig frisk afrunding efter en smagsbombe af en hovedret.


P Eatery er en restaurant, man skal besøge, hvis man gerne vil have en masse smag i eksklusive omgivelser. Der er plads til omkring 130 i restauranten, og tjenerne er nogle af de sødeste mennesker.

Copyright © 2017 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.