Restaurant naert – Norske traditioner i et nyt perspektiv

Restaurant naert – Norske traditioner i et nyt perspektiv

27-10-2017

I mange år har Danmark været påvirket af fremmede kulturer og gastronomiske tendenser, der har strømmet ind, som en gaveregn over vores lille land. Det har i mange år været fra lande, der i meget høj grad er gastronomisk differentieret fra den danske madkultur, men den gastronomiske scene har ændret sig. De nordiske tendenser har ført til et mindre tværkulturelt, dog fantastisk, samarbejde på tværs af de nordiske lande. I stedet for at søge ud mod de dele af verden, som er os allermest ukendt, benytter vi os nu af hinandens gastronomiske traditioner og integrerer nationalretter i moderne gastronomi. Restaurant naert er indbegrebet af dette, da de formår at tage norsk folkespise og bringe det ind i det 21. århundrede. Restauranten er minimalistisk indrettet og dem som har indrettet restauranten var bestemt ikke pyntesyge under projektet, er bestemt ikke pyntesyge, men det gør ikke noget, der er hyggeligt og der er ikke så mange borde, hvilket gør oplevelsen ret intim – det er også rigtig hyggeligt, at kokkene fungerer som tjenere og på den måde bliver en del af oplevelsen – kokke er normalt så anonyme. Restauranten ligger i Pilestræde, i et roligt kvarter, så man kan få det hele for sig selv og de andre gæster selvfølgelig.


”En gaveregn over vores lille land”


Ung norsk energi
Den gastronomiske profil hos naert er sammensat af Jacob Burmølle-Jensen, som tidligere har arbejdet på Michelin restauranten Kadeau, og to unge norske kokke. Idéen bag, at bringe to unge kokke ind i køkkenet hos naert, er at de har meget større kendskab til norsk madkultur en Jacob har. Efter at have besøgt restauranten vil jeg personligt gerne stå på mål for, at det var en god idé at bringe de to unge nordmænd ind, de er nærværende i restauranten og dygtige til deres fag.


Middagen blev indledt med tre snacks, som kom meget hurtigt efter hinanden – tre mundrette og velsmagende bidder. Den første snack var en nordisk dumpling med peberrod, bede og reje, som smagte friskt og var en fin fortolkning på den asiatiske klassiker. Den anden snack var en toast med røget skinke og lagret cheddar, ovenpå var der en glace af hyldebær og til sidst toppet med karse. Alle ved at sødt og salt fungerer, og det gjorde det også denne her gang – en lækker lille bid.





Den sidste snack var en tatar på oksekød, med kyllingefedt og en urtemayo, som smagte virkelig godt, der var bare et problem, der var ikke nok af den, men sådan er det jo med snacks, man vil altid have mere.


Forretten blev serveret og den bestod af bagt kulmule og agurkespaghetti i en kombu bouillon. Kombu bouillon bliver lavet på havtang og shiitake svampe, og besidder utroligt meget umami. Kulmulen var perfekt tilberede, og lamellerne faldt fra hinanden lige så snart man trykkede på fisken. Agurken, som var blevet marineret i en sursød lage, gav et rigtig godt indspark til den meget kraftige bouillon - en let og velsmagende ret. Mellemretten var det helt store norske indslag; plukfisk. Plukfisk har mange fortolkninger, og denne gang havde den med garanti fået et løft i forhold til de folkekære mormorkøkkener, man ser rundt omkring i norden. Retten bestod meget simpelt af en kartoffelpure med porreolie, syltet løg og saltet torsk. Det lyder umiddelbart ikke som noget helt fantastisk, men de nordmænd har sgu fat i noget, om ikke andet så har de to nordmænd i køkkenet hos restaurant naert fat i noget, for det smagte virkelig godt. ”Norsk” og ”gourmet” er måske ikke to ord som går så godt i spænd, men det er vist bare en skrøne, da selv de norske retter smagte virkelig godt.

Hovedretten havde også et norsk indslag i form af raspeballar, som blev akkompagneret af en perfekt stegt and samt en sursød sauce lavet på honning og ribs. Raspeballerne, som nordmændene beskriver som en slags gnocchi, var lavet på blomkål og det var bare endnu en af de norske madtraditioner, som man gerne ville have i Danmark – lækkert! Alt i alt en super velsmagende ret. Desserten var en is på vanilje og cremefraiche, med karamel, peanuts og den norske myseost. En dejlig afslutning med en meget traditionel dessert, dog gav den norske myseost en dimension på retten, som man ikke er vant til at se. Et dejligt måltid, som levede op til forventningerne.


Vinen
Vinen hos naert er virkelig god, og bestiller man deres fulde menu, er man sikker på, at få noget ekstraordinært fra vindistrikter man ikke kender eller har prøvet før. Nogle af vinene er meget vovede og tilføjer en ekstra smagsprofil til retterne. De er rigtig gode til at parre vinene med maden, så det kan klart anbefales at man gør det. Hvis man nu er en stor vinkender og derfor vælger at se vinkortet an, så vil det ikke hjælpe dig. Ud af alle de vine vi fik serveret under middagen var ingen, undetagen én af dem, på vinkortet. Nogle gange skal man bare overraskes, og det kan de hos naert. Velbekomme!

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.