Barr – Hvad er Nordhavskøkkenet?

Barr – Hvad er Nordhavskøkkenet?

03-10-2017

Thorsten Schmidt er en erfaren herre i spillet om gastronomisk anerkendelse, og med priser som Årets Kok samt flere forskellige gourmetrestauranter til sit navn er det ikke priserne og pokalerne, der er motivationen længere. Inden Barr blev en realitet var det meget klart for Thorsten at han ville skabe et koncept, som bidrager til den gastronomiske udvikling og udvider forståelsen af gourmet. Ifølge ham skal en spiseoplevelse på et højt gastronomisk niveau ikke nødvendigvis være en prætentiøs teaterforestilling og derfor er Barr blevet til i mødet mellem nyskabende gastronomi og målet om, at skabe en mere afslappet spiseoplevelse. Nordhavskøkkenet, som det er blevet døbt, er det gastronomiske centrum for Barr. Idéen tager udgangspunkt i en ny opdeling af verdenskortet, som Thorsten selv har foretaget, hvor han anskuer verden ud fra deres madtraditioner. Lande som Danmark, Sverige, Holland og Tyskland har enormt meget til fælles, når det kommer til mad og drikke traditioner, hvilket skaber grundlag for at kunne tage de bedste elementer fra de forskellige lande og betragte dem i et samlet hele for at elevere den gastronomiske oplevelse. Det er et klart forsøg på, at nedbryde de politiske grænser ift. hvad der er muligt, indenfor det nationalkøkken man befinder sig i. Det er håbet, at tendensen vil sprede sig og hollandske, svenske og tyske kokke etc. vil begynde at blande elementerne fra de lande, der har samme kulturelle- og gastronomiske arv og forene dem.


”Et koncept som bidrager til den gastronomiske udvikling”


Kreativitet og menneskelig bæredygtighed
Barr er ikke kun fremgangsmænd på det gastronomiske område, men også indenfor bæredygtighed. Når man hører ordet bæredygtighed, vil ens tanker med det samme dreje sig hen imod økologiske- og lokale råvarer, at man bruger hele dyret og at man, som restauratør, har miljøet i tankerne, når man driver sin forretning. En restaurant af Barrs kaliber efterlever meget naturligt diverse forudsætninger for bæredygtighed i henhold til, at kunne kreere mad af den højeste kvalitet, men de har også fokus på et generelt overset aspekt vedrørende bæredygtighed.







I en hård kokkebranche mener Thorsten Schmidt, at der også skal være plads til, at man kan have et liv ved siden af. Der skal være plads til at være unge, stifte familie og så derefter tage sig af den familie. Derfor arbejder kokkene hos Barr blot 4 gange om ugen og har dermed 3 dage fri. Idéen om at sætte nye standarder for den gastronomiske udvikling er nødt til at komme i takt med en menneskelig udvikling, for ellers ændrer man jo bare måden at tænke mad på og det er sket så mange gange før. Stemningen på Barr, blandt de ansatte, emmer af en innovativ og kreativ stemning både i forhold til de menneskelige aspekter af en restaurant, men især de gastronomiske.

Når man samler nogle af landets dygtigste kokke, og en sand mester i øl brygning, kan der kun komme noget helt fantastisk ud af det. Gennem processor hvor de inspirerer hinanden til at tage forskellige teknikker fra kokkefaget over i bryggerfaget, og omvendt, for at skabe de bedste øl og de bedste retter muligt. Normalt har Barr en fast linje af øl, brygget efter sæson, men der er ofte en spontangæret øl, som de kalder det, så man kan prøve noget nyt. Barr er et enormt inspirerende sted hvor engagementet og intensiteten omkring, at skabe noget nyt buldrer igennem lokalerne. Det er nyskabende og med garanti noget, som ikke er set på den danske restaurantscene endnu. Hold øje med Barr og giv dem et besøg. Der er både walk-in borde, hvis man kommer lige fra gaden, og de har også mulighed for større selskaber. En ny standard for restauranter der tager sig af det menneskelige og det faglige. Velbekomme!

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.