Restaurant Brace – Nicola Fanettis ambitiøse værksted

Restaurant Brace – Nicola Fanettis ambitiøse værksted

17-08-2017

Restaurant Brace åbnede i februar 2017, men det var faktisk slet ikke meningen. Medejer og køkkenchef Nicola Fanetti havde ikke tænkt, at han ville åbne en restaurant, og når man er tidligere køkkenchef på Era Ora, den italienske Michelin restaurant i København, så er det da sikkert heller ikke nødvendigt, men det skete. Historien er således, at Nicola var ude og gå en tur med sine kæreste i København, hvor de stødte på en flot gul bygning i Teglgårdsstræde og pludselig opstod den ambitiøse drøm, at have sin egen restaurant. Når man snakker med Nicola understreger han tilfældigheden omkring hele opstanden af Restaurant Brace, men hans mål er bestemt ikke tilfældigt. Med sine kun 28 år har han allerede arbejdet på 3 forskellige Michelin restauranter, og når man spørger ind til målet med Brace, er hans svar meget klart: ”Det er er vores klare mål, at opnå en Michelin stjerne”. Da Brace er optaget i White Guide Nordic, har de allerede cementeret deres enormt høje gastronomiske niveau, men mesterkokken vil tage ambitionerne endnu længere.


"Der er vores klare mål, at opnå en Michelin stjerne"


Nicolas køkken er, som han selv beskriver, det sted hvor nordisk og italiensk madfilosofi mødes. Han kalder NOMA’s køkkenchef René Redzepi for The Godfather, når det kommer til den nordiske madfilosofi, og det er meget tydeligt noget Nicola beundrer og selv prøver at efterleve. Samtlige råvarer, som bliver benyttet i restauranten er håndvalgte af Nicola selv. Han besøger samtlige leverandører, hvor størstedelen er danske, men også de italienske bliver besøgt personligt af køkkenchefen.







Udover at være ekstremt patentlig omkring råvarerne, så dyrker han naturen i samme stil som verdens bedste kokke. Han er ude og finde svampe og urter for, at kunne bringe den nordiske madfilosofi sammen med de italienske smage. Det er dog ikke kun beundring, der er årsagen til madprofilen på Restaurant Brace. Ved brug af nordiske tendenser inde for finere madlavning har Nicola Fanetti en forhåbning om, at kunne differentiere sig fra andre italienske restauranter og kunne skabe noget helt unikt. Ydermere, som inspiration, inviterer Nicola andre stjernekokke ind i sit køkken for at lave mad sammen med ham. Alle de tanker og følelser, som Nicola har omkring gastronomi bliver bearbejdet og kommer til udtryk i en oplevelse man, ifølge ham selv, ikke ser andre steder.

Moderne og varm indretning
Det er ikke kun angående maden, at Restaurant Brace har forstået at indtage essensen af norden. Restauranten er meget moderne og lamperne over bordene er de gamle gadelamper, som hang i Købehavns gader og fungerer som en hyldest til den by, hvor restauranten er placeret. Det er rustikt og der er ingen hvide duge, hvilket gør stemningen meget mere afslappet. Der er ingen forventninger til nystrøgede hvide skjorter for, at kunne få plads ved et bord på Restaurant Brace. Man føler sig behageligt tilpas når man træder ind i restauranten og den underforståede seriøsitet omkring foretagendet, bliver aldrig eksplicit og er derfor ikke en last for oplevelsen ved, at være i restauranten. Brace er et karismatisk og tjekket sted, som har fjernet det prætentiøse ved gourmet og har lagt fokus på det væsentlige og det menneskelige.

Copyright © 2018 MenuCard ApS. All Rights Reserved. Medlems- og handelsbetingelser.
Privacy policy. / Cookie.